Vegansk leverpostej







Min mor er virkelig god til at eksperimentere i køkkenet, løsrive sig fra opskrifter, finde på kreative løsninger og er sådan en type, der bekender sig mere til øjemål end decilitermål. Det har gennem tiden ført til mange spændende ting. Hun har fx udviklet en opskrift på vegansk leverpostej baseret på Naturlis meget populære produkt ”Hakket”, der er er en meget vellignende, vegansk version af hakket oksekød til dem, der ikke lige helt er med. Produktet fås i både Netto og Føtex.

Opskriften er næsten alt for nem til ikke at give den et forsøg, og så er den et glimrende eksempel på, at alt vegetar- og veganermad ikke skal være ting, der enten er fancy falafel lavet fra bunden, indeholder chiafrø og andre superfoods eller smager af kedelig icebergsalat.
Denne leverpostej kan både camoufleres af kødspiseren, der ikke helt er klar til at stå frem og indrømme, at vedkommende eksperimenterer med veganermad derhjemme: Tip til denne person: camoufler leverpostejen i en kedelig klapsammenmad, og ingen vil nogensinde spørge ind til din madpakke.

Derudover kan veganeren bruge leverpostejen som en genvej til likes og en sikkerhed om, at alle vedkommendes instagramfølgere også ved, hvad vedkommende fik til frokost. Igen i dag. Tip til denne person: pynt leverpostejen med agurk eller syltede rødbeder, placer maden på en pæn tallerken, tag et billede og post det med et par passende hashtags såsom #vegan og #madmedmedfølelse.

Selve opskriften (giver 2 x store postejer):
  • En pakke Naturli' ”Hakket” *
  • Et løg
  • 2 spsk soyasauce
  • 2 dl opløst grøntsagsbouillon
  • Champignon efter behov (kan udelades)
  • Peber efter behov
* Kan findes i køledisken ved siden af hakket kød i de fleste supermarkeder som fx Netto eller Føtex.

Fremgangsmåde:
  • Snit løg og champignon
  • Stavblend alle ingredienserne 
  • Fordel massen i noget, der kan gå i ovnen. Jeg er ikke selv fan af folie, men har fundet bakkerne på en af mine mange skraldeture, men de gav da nu engang det hele et ægte leverpostejslook (Hermed har jeg forsøgt at retfærdiggøre folie på bæredygtighedsbloggen)
  • Bag postejerne i 15-20 minutter på 200 grader
Det var det. Leverpostejen kan forresten sagtens fryses ned. Tilbage er kun at sige: spis, min gris, i morgen skal du (ikke) slagtes. Og velbekomme. PS. det er som om, den bliver bedre, jo længere den har stået og hygget sig i køleskabet.






Kommentarer