Idas forbrugsvaner: juli til september 2018


Med inspiration fra min yndlingsbæredygtighedsblogger, Emma Slebsager, har jeg i hele 2018 ført en liste over mit personlige forbrug. Det har jeg gjort for at skabe et overblik over, hvad jeg anskaffer mig og hvordan for den sags skyld, herunder særligt om tingene er købt i overensstemmelse med mine værdier om bæredygtighed.

I indlægget her har jeg samlet mit personlige forbrug det sidste kvartal, som er inddelt i kategorierne: købt fra ny, genbrug og fået foræret. Derudover er der et par linjer om dette kvartals købeudfordringer. Indlægget skal ikke forstås som en løftet pegefinger og dét at kaste skam over at købe ting fra ny, men er bare et indblik i, hvordan bæredygtige valg kan tages og et indblik i, hvilke udfordringer man kan møde. Jeg håber dog meget at kunne inspirere andre mod et mere bæredygtigt liv.



Så hvad er der at sige om mit forbrug de sidste 3 måneder?
Jeg har, hvis man ser bort fra almindelig husholdning (sæbebær til shampoo og tøjvask og tandbørster) købt en enkelt ting fra ny: en avis (en journalist havde lavet et portrætinterview med mig om feminisme i forbindelse med 68’er-oprørets 50 års jubilæum), mens jeg, hvis man igen ser bort fra husholdning (the og krydderier) har fået foræret to nye ting: et håndspejl og en digtsamling.
Derudover har jeg fundet mange gode ting i genbrug: 9 stykker tøj i alt, 3 stykker arvet af Anna, 6 stykker købt på forskellige markeder i forbindelse med Aalborg Bæredygtighedsfestival, så nu er jeg er rigtigt efterårsklar! Derudover har jeg købt en kageform, en diskokugle, en potteskjuler og opbevaringsglas til et projekt senere på året.

Derudover har jeg fundet gaver til Jens i genbrug: en skjorte og et par russkindsko.
Jeg er glad for at have levet i overensstemmelse med mine værdier og har derudover sparet vildt mange penge og ikke mindst tid på ikke at skulle købe alle mulige underlige ting. Dette kvartals potentielle udfordringer har været at finde dette semesters studiebøger på pdf, at tænke kreativt i gaveløsninger og at modtage en gave købt fra ny.



Jeg synes, håndspejlet var en sød souvenir, men kunne selvfølgelig sagtens undvære tingen som en ting, men det var også en meget personlig gave, så jeg mener nu nok, at jeg kan ”se mig selv i øjnene”, selvom jeg har fået foræret en ting købt fra ny, men jeg vil klart tænkte over, hvordan jeg høfligt kommunikerer ud, at jeg som udgangspunkt ikke ønsker mig gaver, men at jeg ønsker mig, at gaverne stemmer overens med mine værdier, hvis folk nu alligevel vil give mig noget. Det kan jo virke ret uhøfligt at takke nej til den slags og faktisk direkte stille krav til gaver. Det kan I høre mere om, når jeg slut 2018 udgiver et lignende indlæg om mit forbrug fra oktober til december. I mellemtiden har jeg både haft fødselsdag og holdt jul, og det er jo en spændende udfordring at komme igennem den slags forbrugsfester.



Kommentarer