Oplevelser med KonMari-metoden



Idas oplevelser med KonMari-metoden kommer her:

Første januar ramte en dokumentarserie om en japansk oprydningsekspert Netflix. Og hvorfor ikke bruge netop januar måned på at lege en halvhysterisk hausfrau, tænkte jeg. Mellem to eksamener afsatte jeg tre dage til at rydde op på det 12 kvadratmeter værelse, min kæreste og jeg deler i kollektivet. Ja, vi bor 2 voksne mennesker på 12 kvadratmeter, og ja, der trængte til at blive ryddet op – især efter eksamen! Lad mig beskrive værelsessituationen før, det blev behandlet med en kærlig omgang KonMari: en vasketøjskurv, vi aldrig nåede til bunds i, som var så overfyldt, at vasketøjet var kravlet ned på gulvet. Ting overalt. Vasketøjskurven var blot ét hjørne, resten af værelset var således i den dur. Tøjskabet skulle vi helst ikke åbne. Det var så overfyldt, at tøjet faldt ud. Når vi lagde rent tøj på plads, var det noget med hurtigt at smide det ind og skynde sig at lukke, inden det faldt ud igen. Det er helt pinligt at tænke på.

Jeg så et halvt afsnit af Netflix-serien, blev rastløs og gik i gang med at rydde ud og rydde op ALLE steder på én gang. Efterfølgende var jeg mere tro mod KonMari-metoden og gik til værks én kategori ad gangen sideløbende med, at jeg læste hendes bog ”Magisk Oprydning – en simpel metode, der én gang for alle fjerner rod”.

Billedet ovenover viser værelsets lille hjørne efter fjernelse af skrivebord men stadig i processen
Jeg var vildt skeptisk over, at målestokken for at rydde op var en intuitiv fornemmelse af tiltrækning til de ting, jeg ejede. Det virkede som en omgang spirituelt pjat. Og Marie Kondo virkede bare som en voldsomt OCD-ramt kvinde. Sådan tænkte jeg. Men Marie Kondo foregreb al den skepsis, jeg havde, og efter et par dage var jeg blevet smalltalkveninder med de gamle damer i genbrug og havde smidt voldsomt meget væk. Jeg opdagede også, at det er MIG og ikke min kæreste, som har samlet ting gennem tiden på værelset. Manden ejer kun 28 stykker tøj nu?! Han er jo i virkeligheden den rigtige minimalist af os to! Det var virkelig en stor selverkendelse at indse, at det er MIG, der har skabt rodet. Til trods for at jeg er et distræt rodehoved med tendenser til samlermani, så gjorde jeg det! Smed ting ud! Organiserede! Gjorde det lækkert!

Det hårdeste ved at smide ud var det fysiske ved at skulle bære tingene ned fra 3. sal og til genbrug eller i affaldscontaineren. Psykisk var det en lettelse at skille sig af med ting, som bare fastfrøs én i fortiden, og som INTET havde at gøre med den person, jeg er i dag. Tilbage er der kun ting på værelset, som gør mig glad. Punktum. Alt vores tøj kan være i et skab, der går mig til skuldrene. Det er altså en stor kontrast til en overfyldt vasketøjskurv og et skab, der helst ikke skulle åbnes! Jeg har ikke længere lejekontrakter liggende fra lejligheder, jeg ikke bor i længere eller mærkelige sten, jeg har fundet på stranden. Eller en skrubbebørste med mug på. Eller. Eller. Eller.



Det er lækkert at være på værelset. Nærmest samme følelse som nyvasket sengetøj. Men jeg er lidt nervøs. Holder metoden? Er dagligdagsoprydning en garanti for, at der aldrig vil rode i det omfang, der gjorde, nogensinde igen? Jeg VED, hvad der i de forskellige skuffer. Jeg VED, hvor mine ting ”bor”. Det burde altså virkelig ikke kunne gå galt!

Til slut vil jeg spørge: er du glad for alle de ting, du ejer?

Not so fun fact: jeg var som sagt ikke helt tro mod KonMari-metoden, i det jeg lavede en grovsortering i begyndelsen og droppede alt om at sortere efter kategori. Dette medførte, at jeg ved en fejl kom til at smide min kærestes ret så nye og ret så dyre kokkeuniform til genbrug. Vi fandt den aldrig igen.

Not so fun fact nummer to: I folkeskolen havde jeg en muggen banan boende i min skoletaske, i jeg ved ikke hvor mange uger, før jeg opdagede det. Det beskriver meget godt, hvor rodet jeg er. Eller var? Pointen er, at hvis jeg kunne gennemføre KonMari, så kan alle.


Kommentarer