Idas forbrugsvaner: januar til marts 2019

Ligesom i 2018 fører jeg her i 2019 lister over mit forbrug* for at skabe overblik over, HVAD jeg anskaffer mig, og HVORDAN jeg anskaffer mig tingene. Det gør jeg for at holde styr på, om jeg efterlever mine værdier om bæredygtighed – og ikke mindst en mere minimalistisk tilgang til forbrug.

*Forbruget dækker over materielle goder, men ikke almindelig husholdning, oplevelser osv.

Her er mit forbrug for januar, februar og marts i år. Jeg har anskaffet mig en del flere ting end de foregående kvartaler, som du kan læse om HER og HER. Jeg har blandt andet købt en bullet journal helt fra ny!

NYE TING – enten købt eller fået
På billedet øverst ses de nye ting, jeg har anskaffet mig, som er NYE. Jeg har skiftet træningscenter, og dette medførte, at jeg fik et plastickort, og så har jeg købt en bullet journal. På mit arbejde som tjener skulle jeg på en vagt iføre mig en Spar Nord t-shirt, som jeg fik lov til at tage med hjem efterfølgende. Og da jeg købte billet til et foredrag med Sustain Daily, fulgte der et Sustain Daily-magasin med, med en masse bæredygtighedstips i. Og så har jeg fået fire forskellige udgaver af universitetsbladet, AGENDA, som jeg arbejder som frivillig skribent for.



BRUGTE TING – enten købt i fysiske genbrugsbutikker, købt af privatpersoner gennem genbrugs-appen, Tradono, fået foræret eller fundet på gaden.

Jeg har anskaffet mig en del genbrugsting dette kvartal. Gennem Tradono har jeg anskaffet mig 4 bambusskåle (som er perfekte til at hæve dej i) og et par sorte sko til hverdagsbrug og så en sommerkjole, der desværre ikke kom med på billedet. I fysiske genbrugsbutikker har jeg købt en skjorte, løbesko, en nederdel, en kommode og en kortærmet strik. Og så har jeg købt to rustne bogstaver (I for Ida og J for Jens, som vi skal bruge som en slags navneskilt til vores nye byhave i parken Karolinelund) i Vintage9000. I mit gamle træningscenter var der en fitnisse, der efterlod sit sprængte træningselastik, så det hapsede jeg og bandt knude på! Og så har jeg fundet en rød lille cykelladvogn på gaden. Af ting jeg har fået foræret, som Anna ikke brugte, er der 2 røde læbestifte, en hængelås og en menstruationskop.

Og derudover har jeg fået en jakke af Jens, som han gik med i sine ”yngre dage”.

Og så har jeg købt en dims i genbrug, som skal fungere som en potteplante i byhaven, som er ret cool!

Udover det har jeg overtaget nogen andres byhave og i den anledning genbrugt en efterladt palle, som der skal sås blomster i.





HVAD ER DER SÅ AT SIGE OM MIT FORBRUG DE SIDSTE TRE MÅNEDER?
Jeg er lige dele stolt og skamfuld. På den ene side har jeg – foruden et uundgåeligt plastickort til fitness – kun købt én ting fra ny, nemlig min bullet journal, som jeg bruger hver evig eneste dag. Til gengæld er jeg hammerærgerlig over, at jeg på en sølle 3-timers vagt som tjener skulle iføre mig en t-shirt, som egentlig bare var fremstillet til anledningen. Den er en udmærket nattrøje, men jeg synes nu nok, den var unødvendig! Derudover er der nogle af de brugte ting, jeg har anskaffet, som jeg ikke har taget i brug (endnu)...

Og så har jeg har det ret ambivalent med at shoppe genbrug på Tradono. Jeg ELSKER konceptet om at genbruge, men når folk har så meget smart tøj, som de sælger ud af, har jeg den fordom om dem, at de shopper ret meget fra nyt.. Og ved at købe de menneskers tøj lægger jeg jo netop penge i deres hænder, som jeg ikke har kontrol over, hvor ender henne. Men sådan man kan jo blive ved…

Til juli er det et år siden, at jeg begyndte at tage seriøs stilling til mit forbrug, og til juli vil jeg “blotte” mit forbrug fra april, maj og juni og samtidig reflektere lidt over, hvad det har gjort for mig det sidste år.

Hvordan har dit forbrug set ud de sidste måneder?




Kommentarer